Hunde har brug for søvn, ligesom vi mennesker har. Hunde har faktisk brug for mere søvn, end vi har. Og hvalpe har brug for endnu mere søvn.

Din hund sover måske om natten, når du også sover. Men den har brug for mere end 8 timers søvn pr. døgn, så den skal også sove i løbet af dagen. Når den lægger sig til at sove midt på dagen, så lad den sove. Det er godt for den. Havde du lige tænkt dig, at I skulle lave noget, så kan det sikkert vente, til din hund vågner igen.

Søvn er vigtig

Det er meget vigtigt for din hund, at den får sovet nok. Du kender måske fra dig selv, hvordan manglende søvn kan påvirke dig. Det kan også påvirke hunde. Med mangel på søvn vil din hvalp ikke udvikle sig ordentligt, og hunde i alle aldre vil blive stressede og besværlige. Så giv endelig din hund ro til at sove.

Når hunde sover, bearbejder de også alle de indtryk, de har fået, da de var vågne. Specielt hvalpe får mange nye indtryk. Den første tur i haven er et nyt indtryk, men næste gang i haven er der sikkert en masse nye dufte. De giver også nye indtryk. Hver gang du træner med din hund, er det nye indtryk og så videre. Alle de indtryk skal bearbejdes. Når din hund sover, så bliver de sorteret og puttet ned i de rigtige skuffer i arkivskabet. Så er der orden på sagerne, og din hund kan fungere, når den vågner igen.

Hjælp din hund til ro

Nogle gange kan det være svært for hunde at falde til ro. Det gælder specielt de unge hunde. De kan slet ikke få nok af den spændende verden og vil bare opleve og have det sjovt. Men de har brug for hvile og søvn. Så nogle gange kan det være en god idé at hjælpe sin hund lidt på vej.

bøger

Det hjælper for mange hunde, hvis du bare sætter dig ned med den og sidder helt roligt. Så mærker den din ro, og det smitter af på den. Den kan lægge sig ned, blive kløet roligt på siden og falde i søvn. Når den så sover, kan du stille og roligt rejse dig op og lade den sove i fred.

Unge hunde bliver gerne lidt ekstra utidige, når de er overtrætte. Det er det tidspunkt, hvor det er godt at hjælpe dem til ro. Hjælper det ikke at sidde stille med den, er der måske noget andet, der kan hjælpe. Nogle gange skal hunden bare lukkes ind i et kedeligt rum for sig selv. Så kan den finde ro.

Giv din hund sin egen plads

Det kan være en god idé at indrette dit hjem, så der er en plads til hunden. Det kan være en kurv eller en hundepude. Puden skal ikke ligge midt i stuen, men gerne i et roligt hjørne et sted. Så kan det være din hunds helle. Det kan være et sted, hvor den kan gå hen og finde ro.

Så skal reglen i huset være, at man ikke forstyrrer hunden, når den ligger på sin pude. Det gælder både de voksne, men især også børnene. Forklar dem, at de skal lade hunden sove, når den ligger på sin pude. De må ikke gå hen til den, og de må ikke kalde på den. Og husk så alligevel at holde øje med, om børnene nu husker det.